Hvordan havde du det i tirsdags?
Du kan ikke svare rigtigt. Det er ikke din skyld — det er en veldokumenteret defekt ved menneskets smertehukommelse, og den har et navn.
Prøv selv. Hvordan havde du det i tirsdags? Ikke i dag, ikke i går — tirsdags, for en uge siden. De fleste mennesker kan svare på spørgsmålet uden at tøve. Problemet er, at svaret sjældent er rigtigt.
Det er ikke en påstand om, at du er glemsom. Det er en påstand om, hvordan hukommelse for smerte fungerer hos alle mennesker, og forskningen har et navn til det: erindringsbias.
Studiet, der spurgte to gange
Et studie af kroniske smertepatienter satte metoden på prøve. Deltagerne skulle huske og angive deres smerte for en hel uge ad gangen, fire uger i træk. Samtidig registrerede de deres smerte i nuet — flere gange dagligt, i en elektronisk dagbog, i studiets sidste to uger. Det gjorde det muligt at holde den huskede uge op mod det, folk faktisk rapporterede, mens det stod på.
Studiet gik et skridt videre og sammenlignede noget mere: patienternes egen vurdering af, om deres smerte havde ændret sig i løbet af de to uger, med den forandring, man kunne beregne ud fra de øjeblikkelige registreringer. To forskellige metoder til at svare på samme spørgsmål — den ene bagudskuende, den anden i nuet.
Hukommelsen retter fortiden til
Det er en gennemgående iagttagelse i hovedpineforskningen: en af hovedbegrænsningerne ved at basere sig på selvrapporterede udløsere ligger i pålideligheden af patientens egen erindring og udvælgelse. Ikke fordi patienter lyver. Fordi hukommelse for noget så flygtigt som smerteniveau ikke er en optagelse. Den er en rekonstruktion, og rekonstruktionen læner sig op ad, hvordan man har det nu, hvad man forventede, og hvad der var mest markant at huske.
En dårlig dag med hovedpine efterlader sig et stærkere spor end ti almindelige dage uden. Skal du en uge senere samle det til ét svar, er det den dårlige dag, der vinder — uanset om den var repræsentativ.
Ecological Momentary Assessment: gentagen udspørgning om aktuel adfærd og oplevelse i realtid, i personens eget miljø. Formålet er at minimere erindringsbias og gøre det muligt at studere de processer, der reelt styrer, hvordan vi har det.
Shiffman, Stone & Hufford, Annual Review of Clinical Psychology, 2008Løsningen var at holde op med at spørge tilbage
Forskningen fandt ikke en måde at reparere hukommelsen på. Den fandt en måde at gå udenom den. Metoden hedder Ecological Momentary Assessment, forkortet EMA, og ideen er enkel: i stedet for at spørge folk, hvordan de havde det, spørger man dem, hvordan de har det, mens de har det. I nuet, gentaget, i personens eget miljø — ikke rekonstrueret bagefter på en klinik.
Det lyder som en teknisk detalje. Det er den forskel, der afgør, om data beskriver, hvad der faktisk skete, eller hvad der bedst huskes.
Derfor spørger appen med det samme
Det er præcis den tanke, Aneroid er bygget om. Appen beder dig ikke om at føre dagbog og opsummere om en uge, hvordan det har været. Den spørger, når trykket ændrer sig — og tre gange dagligt uden anledning — og den spørger til, hvordan du har det nu. Ikke i tirsdags.
Aneroid er ikke medicinsk udstyr og stiller ingen diagnoser. Appen samler dine øjeblikkelige svar over tid, så du selv kan se, hvad dine data faktisk viser — ikke hvad du husker.
Kilder
- Shiffman S., Stone AA, Hufford MR (2008). „Ecological Momentary Assessment." Annual Review of Clinical Psychology. Læs
- Broderick JE, Stone AA et al. „Understanding recall of weekly pain from a momentary assessment perspective: absolute agreement, between- and within-person consistency, and judged change in weekly pain." Pain. Læs
- „Perceived Migraine Triggers." Practical Neurology. Læs