Millioner af barometre i frit fald gennem byen

Meteorologer har puttet trykmålinger fra almindelige telefoner ind i rigtige vejrmodeller. Prognoserne blev bedre.

En byge, der rammer det ene kvarter og springer det næste over, er svær at fange, hvis den nærmeste officielle vejrstation ligger et godt stykke væk, på en flad mark ved en lufthavn. Men tusind telefoner, spredt i lommer, biler og busser i netop det kvarter, registrerer alle sammen det samme lille trykfald, samtidig. Det var den tanke, meteorologer begyndte at tage alvorligt, i årene efter at barometeret kom i telefonen.

Et officielt vejrstationsnet er dyrt at bygge ud, så det bliver aldrig tættere, end budgettet tillader. En telefon i en lomme koster meteorologien ingenting — instrumentet er allerede betalt og båret ud i verden af sin ejer, i biler, på cykler, i busser der kører gennem byen hele dagen. Spørgsmålet var aldrig, om der var nok af dem. Det var, om man kunne stole på det, de målte.

Fra PressureNet til Weather Channel

De første forsøg på at indsamle tryk fra almindelige telefoner i stor skala kom fra apps som PressureNet og WeatherSignal, bygget netop til formålet: at lade folk donere deres telefons trykmålinger til forskningen. PressureNet stoppede sin indsamling i slutningen af 2015. Der gik ikke længe, før nogen andre tog stafetten — i august 2016 begyndte The Weather Company at indsamle tryk gennem sin egen Weather Channel-app.

Datastrømmen stoppede altså aldrig for alvor. Den skiftede bare afsender.

Gjorde det faktisk en forskel

Svaret er ja, men med en vigtig afgrænsning. Crowdsourcede overfladetryk fra net som Weather Underground forbedrede korttidsprognoser — de første nul til seks timer — for netop de vejrfænomener, der er for små og for hurtige til, at et gles net af officielle stationer kan følge med: frontpassager og konvergenszoner, de linjer i luften hvor vind fra forskellige retninger mødes og tvinges opad.

Andre forskere har siden gået videre og testet, om tætte mængder af smartphone-tryk kunne forbedre en simulering af noget så voldsomt som et haglvejr. Og der er blevet arbejdet specifikt på selve håndværket — hvordan man indsamler og behandler barometriske data fra telefoner, så de overhovedet kan bruges i en numerisk vejrmodel uden at forurene den med støj. Det er ikke længere kun et spørgsmål om, hvorvidt ideen virker. Det er blevet et spørgsmål om, hvordan man gør det ordentligt.

Aneroid sender ingenting

Alt det her — donerede tryk, crowdsourcede net, data der ender i en vejrmodel et sted, forskeren aldrig ser resultatet af på egen krop — er den modsatte model af, hvad Aneroid gør. Aneroid sender ikke en eneste trykmåling nogen steder. Ingen server samler data fra din telefon sammen med andres. Målingerne bliver på telefonen, i din egen lomme, og det er ikke et forbehold. Det er en pointe.

Andre har brug for din trykmåling for at forbedre et kort, du aldrig får at se den enkelte brik af. Aneroid har ikke brug for at sende den nogen steder for at gøre sit arbejde — analysen af, hvordan netop du reagerer på tryk, foregår med de data, der allerede ligger på din egen telefon.