Vejrudsigten som smertestillende — med omvendt fortegn

Troen på, at vejret gør ondt, er i sig selv målt som en faktor for, hvor ondt det gør. Det er ikke indbildning. Det er værre end det.

Et studie af fibromyalgipatienter fandt en sammenhæng, der er nem at forudsige: lavere lufttryk og øget luftfugtighed hang signifikant sammen med højere smerteintensitet og større ubehag. Det interessante er ikke den sammenhæng. Det interessante er, hvad der viste sig at forklare, hvor meget den enkelte patient reagerede.

Blandt patienterne var troen på, at vejret påvirker smerten, en af hovedfaktorerne bag, hvor vejrfølsom smerten faktisk måltes at være. Ikke en bemærkning i margenen. En af hovedforklaringerne.

Det er ikke det, du tror, det betyder

Det er fristende at læse det fund som et bevis på, at smerten er indbildt — at patienterne forventer at have ondt, og så har de ondt „i hovedet". Det er en forkert læsning, og en farlig en, for den rammer mennesker, der i forvejen kæmper for at blive troet på.

Forventning, der forstærker smerte, er noget andet end at forestille sig smerte, der ikke er der. Studiets egen konklusion holder netop den linje: lufttrykket ser ud til at påvirke smerten ved fibromyalgi på individuelt niveau og i samspil med følelsesmæssige faktorer — ikke som en ren fysisk knap, alle reagerer ens på.

Stress som forstærker

Studiet fandt en anden sammenhæng, der peger samme vej. Af de undersøgte vejrvariable var det kun lufttrykket, der hang sammen med patienternes stressniveau. Og stressniveauet modererede effekten signifikant: jo højere stress, desto stærkere var sammenhængen mellem lavere tryk og mere smerte.

Hvorfor det er svært at skille ad

Det rejser et metodisk problem, der ikke er unikt for dette studie. En gennemgang i Practical Neurology peger på, at hovedbegrænsningen ved at basere sig på selvrapporterede udløsere er pålideligheden af patientens egen erindring og udvælgelse — og at flere patienter tror, vejret er en udløser, end evidensen bærer. Lægger man det oven på fibromyalgifundet, bliver billedet mere kompliceret, ikke mindre. En forventning kan farve, hvad man husker om sin smerte. Den ser tilsyneladende også ud til at hænge sammen med, hvor meget smerten faktisk svinger med trykket. De to ting er ikke ens, men de er svære at skille fra hinanden i praksis.

Det er den samme grundmekanisme, der får mennesker til at finde sammenhænge i talrækker, der er rent tilfældige: 97 studerende fik i et klassisk forsøg fremvist to ukorrelerede talrækker og opfattede alligevel en sammenhæng mellem dem. Vi er gode til at bekræfte det, vi forventer. Det gælder tal på et papir. Det ser ud til også at gælde smerte i en krop.

Hvad man kan gøre ved det

Man kan ikke tænke sig ud af en forventningseffekt ved at beslutte sig for ikke at have den. Men man kan måle, hvordan ens smerte faktisk følger trykket over tid, som et supplement til fornemmelsen — ikke som en dom over den.