Hjernen finder mønstre i ren tilfældighed

97 studerende fik to talrækker uden nogen sammenhæng og blev bedt om at finde den. Det gjorde de.

To forskere gav 97 studerende to rækker tal. Rækkerne var tilfældige — ingen sammenhæng, ingen struktur, bare støj. Opgaven var at vurdere, hvor stærkt de to rækker hang sammen. De studerende fandt en sammenhæng alligevel, og de var ikke i tvivl om den.

Det var den halvdel af Redelmeier og Amos Tverskys forsøg fra 1996, der ikke handlede om patienter, men om alle os andre. Den anden halvdel — atten gigtpatienter, der var overbeviste om, at deres smerter fulgte vejret — kan du læse om andetsteds. Her handler det om hvorfor. Hvorfor et menneske, der aldrig har set et bestemt datasæt før, kan finde et mønster i det på få minutter, selvom mønstret ikke er der.

Regnestykket, du ikke laver

Forestil dig fire slags dage. Dage hvor det både regner og gør ondt. Dage hvor det regner uden at gøre ondt. Dage hvor det gør ondt uden regn. Og dage hvor ingen af delene sker.

For at vide, om regn og smerte faktisk hænger sammen, skal du tælle alle fire. Det gør ingen. Hjernen lægger mærke til den første slags dag — sammenfaldet — og glemmer de andre tre, fordi de ikke er interessante at huske. Forskerne bag forsøget peger selv på, at menneskets intuitive begreb om sammenhæng afviger fra det statistiske, og at den afvigelse er med til at skabe troen på, at smerter styres af vejret.

Kan man måle selve blindheden?

Redelmeier og Tverskys forsøg var det første, men ikke det sidste. Et laboratoriestudie fra 2020 satte sig for at teste den samme evne mere direkte: hvor godt kan et menneske overhovedet aflæse graden af sammenhæng mellem en given udløser og hovedpine, når forsøgspersonen styres af eksperimentelle hovedpinekalendere frem for sin egen dagligdag?

Det er et andet spørgsmål end „tager patienterne fejl". Det er spørgsmålet: kan et menneske, med den bedste vilje i verden, overhovedet læse graden af en sammenhæng korrekt ud fra sin egen erfaring? Eller er selve redskabet — hukommelsen, mønstergenkendelsen — for groft til opgaven, uanset hvor opmærksom man er?

Man kan lære sig en tro

En opfølgende undersøgelse fra samme forskergruppe gik videre ad en anden vej i 2023. Den undersøgte, hvordan mennesker lærer sig en tro på en udløser — gennem gentagne parvise sammenfald mellem en mulig udløser og et anfald. Ikke om troen er sand. Om den kan opstå, bare fordi to ting er sket sammen nogle gange.

Det er en vigtig forskel. En overbevisning om, at „X udløser min hovedpine", kan være fuldstændig ægte, fuldstændig ureflekteret og fuldstændig ude af trit med, hvad der faktisk foregår — samtidig. Det er ikke løgn. Det er, hvordan et associativt system fungerer, når det ikke får hjælp udefra til at tælle rigtigt.

Det, appen gør i stedet

Det er derfor Aneroid ikke beder dig om at huske. Appen logger trykket, når det sker, og spørger dig, når det sker — og lige så vigtigt: spørger dig også, når der ikke sker noget, så de dage, hvor intet skete, tælles med. Det er den kedelige del af regnestykket, som hjernen ellers dropper.